Kontingent
I vores gruppe er spejderlivet næsten 'all inclusive'. Det vil sige at kontingentet dækker både de daglige aktiviteter og fællesarrangementer (herunder juleturen), ture (inkl. korpsets ledelseskurser) og weekendture - både i gruppen og divisionen. Deltagerbetalingen for sommerlejren opkræves særskilt.
Når Troppen deltager i aktiviteter/løb arrangeret af andre end gruppen/divisionen, betaler deltagerne selv transporten.
Klanens kontingent dækker medlemskab af korps og division, diverse gruppeaktiviteter, samt hyttens drift. Udgifter til ture og mødeaktiviteter betales af klanmedlemmerne selv. Kurser kan evt. bevilges.
Udover kontingentet skal der forventes udgifter til spejderuniform, dolk, mv., der altsammen kan købes i Spejder Sport. Det er ikke nødvendigt med alt spejdertilbehør på én gang. Det er ofte muligt at skaffe uniformer brugt, og der hænger tit brugte uniformer billigt til salg i hytten - spørg dit barns leder. Da en stor del af spejderaktiviteterne foregår udendørs, er det nødvendigt at spejderen har tøj der passer til det danske vejr. Børn vokser som ukrudt - ikke mindst når de får masser af frisk luft - så det behøver ikke at være hverken dyrt, nyt eller et særligt mærke, så længe der bare er noget varmt og noget vandtæt.
Indmeldelsesgebyr
Dækker spejderens indmeldelse i gruppen og i Det Danske Spejderkorps. Herunder også et spejdertørklæde i gruppens farver, en lommebog, en sangbog, en T-shirt, et knobbånd og diverse mærker. Indmeldelsesgebyret vil blive opkrævet sammen med den første kontingentopkrævning.
Indmeldelsesgebyret: 350 kr.
Indmeldelsesgebyr for familiespejd
Dækker spejderens indmeldelse i gruppen og i Det Danske Spejderkorps. Herunder også et spejdertørklæde i gruppens farver, tørklædering, en T-shirt og diverse mærker. Indmeldelsesgebyret vil blive opkrævet sammen med den første kontingentopkrævning.
Indmeldelsesgebyret: 200 kr.
Kassereren
Kassereren er en meget vigtig del af en spejdergruppe, og holder sammen med formanden og gruppelederne styr på gruppens økonomi. Kassereren er frivillig, og derfor ønsker vi i gruppen at gøre livet som kasserer så let som muligt. Vi benytter os af et regnskabssystem som er sammenkørt med vores medlemsoplysninger. Så vi vil være glade for, at I som medlem benytter et betalingskort til kontingentopkrævninger. Dette kan tilknyttes via medlemsservice som findes øverst på denne side. Ligeledes vil det i praksis betyde at alle opkrævninger til sommerlejre og øvrige arrangementer vil blive opkrævet via et betalingskort på hjemmesiden.